Det ligner opmærksomhed. Kroppen er allerede gået i gang.

Det sker i det små. En stemme, der tøver. En bevægelse, der ikke fuldendes. Og systemet går i gang. Ikke som tanke – som en prioritering. Kroppen lægger sig frem. Hænderne bliver rolige, men ikke bløde. Der lyttes. Ikke til indhold, men til signaler.

Det føles som kærlighed. Men det er overvågning.

Mange kvinder kender den bevægelse. Ingen har valgt det. Kroppen gør det selv. Den begynder at aflæse, før noget er sagt.

Hun ved godt, der ikke er fare. Hun kan se, at han bliver. Hun forstår, at stilheden bare er træthed. Alligevel sidder hun klar.

Det er ikke modsigelse. Bare et system, der stadig passer på.

Og det stopper ikke med viden. Det stopper, når systemet opdager, at det ikke skal beskytte noget. Når det, der plejede at starte, udebliver.

Derfor er det vendepunktet, når hun bliver siddende.

Hun vælger det ikke. Impulsen løfter sig bare ikke.

Det ligner kontrol. Men det er noget andet, der prioriterer.

Og først dér begynder noget, der kan mærkes.