Et åbent forhold bygger på forestillingen om frihed. Frihed til at vælge hinanden igen og igen, uden at fastholde eller kontrollere. Frihed til at give plads, hvor der ellers kunne være jalousi, tvivl eller usikkerhed. Mange, der vælger den vej, gør det med ægte mod og tillid. De sætter ord på aftaler, grænser og ønsker, de forpligter sig på at stå åbent, også når lyst og tiltrækning flytter sig i nye retninger.
Men ingen aftaler når helt ned i sindet.
Jalousi i åbne forhold opstår sjældent, fordi nogen gør noget forkert. Den opstår, når noget i den enkelte vækkes. Når noget i det dybe, ikke-talte lag reagerer på en forandring i rummet: et blik, en pause, en bevægelse, der bliver tolket på en måde, som ikke kan styres fra bevidstheden.
Det, der vækkes, er forskelligt fra menneske til menneske. For nogen rører det ved en gammel frygt for at blive overset. For andre vækker det en følelse af udskiftelighed, af at være erstatlig, ikke valgt. For andre igen er det noget helt andet, noget kun de selv kender mønstret af. Der findes ingen fælles forklaring. Hvert sind bærer sin egen samling af spor, sår og længsler, og det er fra den samling, jalousiens reaktioner stiger op.
Når jalousien vækkes, føles det ofte, som om den handler om det, der sker lige nu: samtalen, den anden, berøringen, natten, der blev delt. Men under overfladen trækker sindet på gamle lag. Den uro, der melder sig, bærer en ældre farve. Ikke fordi den er mindre virkelig, men fordi dens kilde ikke ligger i nuets situation, men i noget, der allerede lå klart til at blive kaldt frem.
At arbejde med jalousi i åbne forhold kræver derfor noget andet end flere regler, flere aftaler eller større åbenhed i samtalen. Det kræver modet til at vende blikket indad og spørge, hvad det egentlig er, der bliver ramt. Hvilken længsel, hvilken frygt, hvilken gammel sorg får nyt liv, når friheden i relationen åbner rummet for bevægelse?
Det er ikke friheden, der skaber jalousien.
Det er sindets egen samling af historier og erfaringer, som nu får nye steder at manifestere sig.
Hvis man tør se det klart, kan jalousien blive en vejviser: ikke for, hvad den anden skal gøre anderledes, men for, hvad der selv skal undersøges, holdes, bearbejdes.
Et åbent forhold kan ikke fjerne de gamle lag.
Men det kan give en mulighed for at møde dem ærligt.
At forstå, at frihedens udfordring ikke ligger i den andens valg, men i sindets egne måder at reagere på, er måske den dybeste opgave i et forhold, hvor rummelighed er mere end et ideal.
Og først når den opgave tages alvorligt, kan friheden føles som noget, der bærer – ikke som noget, der river.
Jalousi i åbne forhold: Det sindet vækker