Det kan ske i en samtale, der ellers flyder let. Et ord, en sætning, et anerkendende blik rettet mod en anden. Ikke noget voldsomt. Bare en lille forskydning i rummet, hvor opmærksomheden vender sig væk. Og pludselig mærker sindet en uro, der ikke passer til situationens ydre ro.
Når en anden bliver set, kan sindet tage det ind, som om noget glider væk. Ikke fordi der mangler kærlighed, men fordi gamle spor i underbevidstheden rører på sig. Spor, hvor opmærksomhed blev koblet til betydning, og hvor manglen på synlighed føltes som tab.
Jalousi i de øjeblikke handler sjældent om misundelse i almindelig forstand. Den handler om den usikre fornemmelse, der kan vokse, når sindet begynder at sammenligne. Når ros til en anden føles som et fravær fra en selv, uden at nogen har flyttet noget med vilje.
Sådan kan små reaktioner starte. En spænding i samtalen. Et behov for at få opmærksomheden tilbage, selv uden at sige det højt. Ikke som krav, men som en længsel, der bliver svær at ignorere.
Relationer, der kan holde til, at opmærksomheden bevæger sig frit, bygger på noget andet end kontrol. De bygger på roen i at vide, at værdien ikke afhænger af, hvor lyset falder lige nu. Når sindet kan holde fast i sig selv, uden at måle, hvem der får hvad, begynder jalousiens gamle mønstre at slippe.
At blive stående, også når opmærksomheden glider forbi, viser ikke bare styrke i relationen. Det viser styrken i én selv.