Det er nemt at tro, at jalousi kun hører hjemme, når noget går skævt. Når der er afstand, mistillid eller åbne sår. Men jalousi kan også snige sig ind, når alt egentlig burde være godt. Midt i fremgang. Midt i succes. Midt i de øjeblikke, hvor man forventer at føle sig allermest forbundet.
Jeg ser det tit hos mine klienter. De kommer, fordi noget ikke føles, som det burde. En partner får succes, en ny mulighed åbner sig, og pludselig mærker den anden en uro, som ikke passer ind i fortællingen om kærlighed og støtte. En snigende fornemmelse af at komme bagud, af at miste fodfæste, af at blive mindre vigtig i det rum, der før var deres fælles.
Louise (navn ændret) fortalte, hvordan hendes kærestes forfremmelse vækkede noget, hun ikke havde forventet. Hun ønskede at glæde sig. Hun sagde de rigtige ting. Alligevel mærkede hun, hvordan et lag af afstand lagde sig mellem dem. Ikke noget hun kunne sætte ord på. Ikke noget han gjorde galt. Bare en uro, der blev siddende, selv efter champagnen var drukket.
Mads (navn ændret) oplevede det samme, da hans kæreste fik mulighed for at arbejde i udlandet i en periode. En stolthed, ja. En kæmpe glæde på hendes vegne. Og samtidig en følelse af, at hendes bevægelse fremad var noget, han ikke helt var en del af. En lille flig af usikkerhed, der skubbede sig ind mellem dem, uden at nogen af dem havde inviteret den.
Når jalousi sniger sig ind i glæden, kommer den sjældent med store følelser eller dramatiske udbrud. Den kommer i små forskydninger. Et blik, der ikke lander helt som før. En samtale, der kræver lidt mere energi for at blive ved. En berøring, der tøver i stedet for at finde naturligt frem.
Det er sjældent en bevidst tanke, der starter det. Kroppen mærker noget, før hovedet har nået at forklare, hvad der foregår. Det handler ikke om misundelse. Det handler ikke om at ville holde den anden nede. Det handler om den gamle, grundlæggende frygt for at blive efterladt, når noget ændrer sig.
Forskning i følelsesmæssig afstand fra University of Denver peger på, at oplevelser af succes og bevægelse hos en partner kan aktivere gamle steder i os, hvor oplevelsen af ikke at være vigtig nok stadig ligger gemt. Ikke fordi vi ønsker at sabotere noget. Men fordi vi mærker en forskel, før vi kan forklare den.
Når jalousien sætter sig i glæden, handler det ikke om at ændre partnerens rejse. Det handler om at finde tilbage til fornemmelsen af at høre til. At turde blive stående i nærheden, også når noget skubber til dynamikken. At lade kroppen opdage, at kærligheden ikke forsvinder, bare fordi livet bevæger sig.
Forandring sker ikke ved at undertrykke uroen eller forklare sig fra den. Den sker, når kroppen får lov til at erfare, at der stadig er en plads. At nærheden stadig er mulig, selv når vejene udvikler sig.
Jeg oplever ofte, at små ting gør forskellen. En hånd, der bliver liggende et øjeblik længere. Et blik, der ikke viger, selv om stemmen tøver. En samtale, der tør lade stilheden stå, uden at forsøge at dække over den.
Jalousi midt i glæden siger ikke noget om kærlighedens styrke. Den siger noget om, hvor dybt længslen efter tryghed stikker. Og den peger på, hvor vigtigt det er at skabe plads, ikke kun i fremgangen, men også i følelsen af at være valgt, uanset hvad der vokser omkring os.